Når spytproduktionen er for lav, eller spyttets sammensætning ændres, begynder der gradvist at opstå symptomer herpå. Symptomerne og følgetilstandene kan være: - Tør, klæbende og sviende fornemmelse i munden
- Tør og undertiden brændende fornemmelse i halsen
- Tørre og sprukne læber
- Tør, meget rød og undertiden furet tunge
- Problemer med at tale og en fornemmelse af, at tungen klistrer til ganen
- Behov for at drikke vand til maden for bedre at kunne tygge og synke den
- Behov for at drikke vand om natten
- Behov for at spise bolsjer, pastiller o.l. for at fremme dannelsen af spyt
- Forringet smagsoplevelse
- Dårlig ånde
- Huller i tænderne
- Tendens til sår i munden
- Tendens til svampeinfektioner i munden
- Tandkødsbetændelse
- Problemer med at fastholde tandproteser
Tal med din tandlæge
Hvis du ofte eller konstant er generet af mundtørhed, er det vigtigt, at du fortæller det til din tandlæge. Dels fordi mundtørheden kan skade dine tænder og mundslimhinder, og dels fordi mundtørheden kan være et symptom på anden sygdom.
Det er derfor vigtigt, at du får målt din spytproduktion og undersøgt, hvad årsagen til din mundtørhed – og eventuelt nedsatte spytproduktion – kan være.
Mundtørhed som bivirkning til medicin
Den hyppigste årsag til mundtørhed er brug af medicin. Hvis du tager medicin og lider af mundtørhed, vil din tandlæge derfor sandsynligvis henvise dig til din læge. Nogle gange kan mundtørheden afhjælpes ved at skifte til et andet lægemiddel, som har den ønskede behandlingseffekt, men som ikke udtørrer munden. Undertiden kan problemet med mundtørhed også afhjælpes ved at ændre medicindosis eller det tidspunkt, som medicinen tages på. Hvis du tager flere forskellige typer medicin, kan tilbøjeligheden til mundtørhed forstærkes. Men måske kan du holde op med at tage nogle af lægemidlerne.
Enhver ændring af den medicin, som du tager, bør altid ske i samråd med din læge!